Investering af din pension
Det er vigtigt, at din pensionsordning investeres på en måde, der passer til dig. Dit ønske til involvering, din holdning til investering, din risikovillighed, og hvor lang tid du har til pension, er vigtige faktorer i valget af opsparings form.
VækstPension Mellem er vores anbefalede produkt, som løbende tilpasser din investeringsrisiko og sikrer, at risikoen nedtrappes, når pensionsalderen nærmer sig.
Det betyder, at du får et opsparingsprodukt, der giver en god balance mellem investeringsrisiko og afkast. Læs om VækstPension.
Med LinkPension får du det fulde udbytte af bevægelserne i markedet. Hvis du har lyst til og indblik i at investere, kan du selv vælge dine fonde og dermed løbende selv justere din risiko.
Med LinkPension bestemmer du selv, hvilke fonde du vil investere i via din egen investeringskonto. Du får mulighed for et højere afkast, men du tager selv risikoen for investeringen.
DinKapital er din mulighed for at investere en mindre del af din pensionsopsparing i dit pensionsselskab mod at få en stabil og attraktiv forrentning.
Læs mere om DinKapital på Velliv.dk, og log på Mit Velliv/Netpension eller vores app for at se, hvordan din opsparing fordeler sig på hhv. den almindelige pensionsopsparing og DinKapital.
Udbetaling af din pension
Du har mulighed for at vælge mellem forskellige måder at spare op, der hver især har deres egen udbetalingsform.
Det er således den valgte opsparingsmåde, der sætter rammerne for, hvordan udbetalingen sker. Her er der mulighed for en månedlig udbetaling i mellem 10-30 år (ratepension), en livslang udbetaling (livrente) eller en engangssum (aldersopsparing).
Ratepension giver dig en fast månedlig udbetaling i 10-30 år, fra du går på pension. Hvis du dør, inden du har fået hele din ratepension udbetalt, går resten af udbetalingerne automatisk til de begunstigede.
Du kan indbetale op til 63.100 kr. (2024) om året på en ratepension.
Livrente er en livslang udbetaling med opsparingssikring. Du får udbetalt et beløb om måneden, fra du går på pension og resten af dit liv. Samtidig er de begunstigede sikret et beløb, hvis du dør, inden du går på pension.
Livrente er også for dig, der indbetaler mere end 63.100 kr. (2024) om året til pension med fuldt fradrag for indbetalingerne. Livrente er derfor et godt supplement til en ratepension.
Med en aldersopsparing kan du få udbetalt hele din pensionsformue den dag, du går på pension, eller i mindre portioner over en årrække. Du har fuld fleksibilitet og bestemmer selv, hvad der bedst passer dig.
Udbetalingen er skattefri og modregnes ikke i folkepensionen i modsætning til ratepension og livrente. Du kan indbetale op til 9.100 kr. (2024) om året, og der er ingen fradrag for indbetalingen.
Automatisk tilpasning af pensionsalder i forhold til folkepensionen
Tidspunktet, for hvornår du kan gå på folkepension, afhænger af, hvornår du er født. Derfor justerer vi automatisk din pensionsalder i takt med ændringer i loven, så din pensionsalder passer til dit fødselsår.